Politi og redning er søndag aften talstærkt til stede på Gudrunsvej i Gellerupparken i Aarhus-forstaden Brabrand.
Det skriver blandt andre presse-fotos.dk.
Politiet undersøger et mistænkeligt forhold, og vagtchef René Ludvig ved Østjyllands politi fortæller til presse-fotos.dk, at en person er anholdt.
Tidligere på aftenen har det været bekræftet, at der er sket dødsfald på adressen, men kort før klokken otte skriver TV 2 Østjylland, at politiet "undersøger et mistænkeligt dødsfald i en lejlighed".
- Vi har sat gang i en hel del undersøgelser derude lige nu, og vi vil være til stede på ubestemt tid, siger vagtchef René Ludvig til tv-stationen.
Vagtchefen kan ikke oplyse, hvad den anholdte er sigtet for, eller om politiet er på udkig efter flere personer.
Det er samtidig uvist, om den dødfundne er en mand eller en kvinde samt under hvilke omstændigheder, vedkommende er afgået ved døden.
En person er anholdt og der er meldt om mindst en person, som er afgået ved døden. (Foto: Presse-fotos.dk)
Det forekommer jævnligt, at politiet undersøger såkaldt mistænkelige forhold og det er ofte, når det drejer sig om dødsfald.
Det sker, når det ikke umiddelbart står klart, om dødsfaldet har en naturlig årsag, om det skyldes en ulykke, et selvmord eller måske et drab.
Hvis det skulle vise sig, at der er tale om en forbrydelse, er det vigtigt, at politiet på et tidligt tidspunkt tager de rette forholdsregler for at sikre eventuelle beviser.
Det kan for eksempel være at foretage afspærring og afsøge for biologiske spor. Det kan også være at sikre sig identiteten på eventuelt tilstedeværende personer, som senere kan vise sig at være relevante vidner.
I sagen fra Gudrunsvej har politiet oplyst, at der er foretaget anholdelse. Det er reguleret i retsplejeloven, hvornår politiet må anholde personer.
En person må anholdes, når vedkommende "med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet".
Retsplejeloven siger, at en anholdt skal løslades så hurtigt som muligt, og senest efter 24 timer. Hvis politiet ønsker at holde på en person i længere tid, skal sagen overdrages til anklagemyndigheden, som så kan indbringe et spørgsmål om varetægtsfængsling for retten.
En person er anholdt og der er meldt om mindst en person, som er afgået ved døden. (Foto: Presse-fotos.dk)