Opdateret klokken 15.30
En 56-årig mand er død af sine skader efter et voldeligt overfald.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet mener, at manden er blevet overfaldet natten til søndag. Han blev fundet i det grønne område "Loch Ness" i den lille by Spangsbro øst for Kalundborg.
Søndag eftermiddag oplyser politiet til Ritzau, at man har anholdt en 33-årig mand, som har relation til den nu afdøde 56-årige.
Manden har en relation til den afdøde og kommer fra nærområdet. Politiet kan for nuværende ikke oplyse, hvad den 33-årige er sigtet for.
Politiet vil heller ikke oplyse, hvad det mener kan være motivet.
Fundet af politiet
Manden blev fundet af politiet omkring klokken 05.00 søndag morgen, og var stadig i live. Men han døde kort tid efter af sine skader.
- Vi er lige nu ved at undersøge området grundigt for spor. Der er ikke nogen tvivl om, at manden har været udsat for et alvorligt overfald. Men der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål, siger Michael Robdrup Andreassen, som er politikommissær hos Midt- og Vestsjællands Politi, i pressemeddelelsen.
Midt- og Vestsjællands Politi har søndag morgen og formiddag arbejdet i området med efterforskere og kriminalteknikere. Det har også fået assistance fra Beredskabsstyrelsen.
Midt- og Vestsjællands Politi beskriver afdøde som grønlandsk af udseende, og hører gerne fra vidner, som kan fortælle om mandens færden op til, at politiet fandt ham.
Man hører også gerne fra borgere, som har set noget mistænkeligt i Kalundborg, Istebjerg og Tømmerup natten til søndag.
Politiet vil også gerne se overvågning fra området. Har man overvågning, kan man også eventuelt selv se det igennem, og så kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.
Man kan kontakte politiet på telefon 114.
Michael Robdrup Andreassen opfordrer i pressemeddelelsen til, at man henvender sig hurtigst muligt, hvis man har set noget eller har viden i sagen.
(Foto: Presse-fotos.dk)
(Foto: Presse-fotos.dk)