Artiklen opdateres ...
Opdatering 20.50: Efter mere end tre og en halv times indespærring kan folk igen bevæge sig udenfor, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Opdatering klokken 19.17: Sydøstjyllands Politi skriver i en beredskabsmeddelelse, at branden endnu ikke er under kontrol.
Opdatering klokken 17.00: I en beredskabsmeddelelse fra Rigspolitiet meddeles det, at den kraftige røg er sundhedsskadelig ved indånding.
Derfor skal beboere øst for Østergårdsvej i Galten og vest for Frøkjærvej i Skovby gå inden døre og lukke døre, vinduer og eventuelt ventilation.
Hvis man føler ubehag, skal man kontakte egen læge eller alternativt lægevagten, skriver Rigspolitiet og opfordrer til, at viderebringe meddelelsen til andre personer i området.
Det forventes desuden, at branden vil være under kontrol ved 22-tiden, og at varslingen på det tidspunkt kan ophæves.
---------
Kort før klokken to tirsdag eftermiddag udbrød der brand i Højbjerg Maskinfabrik på Frichsvej i Galten i det sydlige Aarhus.
Beredeskabet er på stedet med et stort antal køretøjer og brandfolk, som er i gang med at slukke branden.
Det brænder voldsomt i inde i bygningerne og tyk sort røg vælter op mod himlen. Derfor anbefaler Østjyllands Brandvæsen, at borgerne bliver væk fra brandstedet og holder sig ude af røgen.
- Der er massiv røg ind over byen. Man skal holde sig ude af røgfanen, siger operationschef Johnny Damgård til stiften.dk.
Johnny Damgård oplyser, at branden startede i noget ventilationsanlæg, men har udviklet sig til en større bygningsbrand.