Når kvinder tjener mindre end mænd for samme arbejde, er løsningen ligetil: Så skal kvinderne have mere i løn. Sådan er loven. Det skal man koncentrere sig om i stedet for at gøre 117 andre krumspring eller finde på 117 nye reguleringer.
I en lønforhandling er diskrimination på grund af køn slet og ret forbudt, uanset om der er børn med i spillet eller ej. Den rigtige løsning er derfor at bruge det fagretlige system eller Ligestillingsnævnet. Ved at gøre det har kvinder faktisk fået udbetalt klækkelige godtgørelser gennem tiden.
Øremærket barsel er tvang, uanset hvor meget sukker Amalie Lyhne forsøger at strø på. Ved at bestemme, at mænd og kvinder skal fordele barslen på en bestemt måde, mindsker man familiens handlefrihed. Hvorfor skal familien ikke selv have lov til at bestemme? Hvad hvis nu den ene part simpelthen ønsker at være mere sammen med barnet? Det bør politikerne ikke blande sig i. Her må moderne mænd og moderne kvinder have lov til selv at tilrettelægge tingene.
Jeg tror faktisk, at stadig flere mænd i fremtiden vil vælge at tage stadig mere barselsorlov. Løn under barsel – også for fædre – er kommet på dagsordenen i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Det viser, at mændene faktisk er interesserede i at bruge tid derhjemme med deres nyfødte barn.