Også denne vinter vil landstræner Morten Olsen benytte pausen i Superligaen til at se potentielle landsholdsemner fra Superligaen an på en tur med ligalandsholdet.
DBU fortæller på sin hjemmeside, at der er lavet aftale om et træningsophold i den amerikanske delstat Arizona fra 22. til 31. januar.
Ud over almindelige træningspas skal holdet desuden spille træningskamp mod Mexico 30. januar samt møde en endnu unavngivet modstander 27. januar.
Morten Olsen forventer at udtage en trup på op mod 25 spillere i samarbejde med U/21-landstræner Morten Wieghorst, idet det også er tanken at give nogle af U/21-spillerne en chance for at vise sig frem.
Ligalandsholdet har tidligere været i Arizona. Det var tilbage i 1993, hvor Danmark mødte USA og spillede 2-2. De danske mål blev scoret af Mark Strudal og Jakob Kjeldberg.
Truppen til USA-turen bliver udtaget efter årets sidste spillerunde i Superligaen.
/ritzau/