Lig var 19-årig mand

Politiet er overbevist om, at det lig, der tirsdag blev fundet i Asaa Havn, er identisk med den 19-årige mand, der forsvandt i begyndelsen af december.

Det lig, der tirsdag blev fundet i Asaa Havn i Nordjylland, er identisk med en forsvunden 19-årig mand fra Dronninglund. Det fastslår Frederikshavn Politi, efter at liget har været til retsmedicinsk undersøgelse i Århus. Den 19-årige Thomas Hannesbo Rasmussen forsvandt i begyndelsen af december, og siden har politiet efterforsket om, der skulle ligge en forbrydelse bag hans forsvinden.

»Det er der imidlertid intet som helst, der tyder på. Alt taler for, at han er faldet i vandet ved et uheld,« siger vicekriminalkommissær Jørn Dalsgård, Frederikshavn Politi.

Selv om politiet ikke tøver med at sætte navn på liget, vil man først fredag kunne sige med 100 procents sikkerhed, at der er tale om Thomas Hannesbo Rasmussen fra Dronninglund.

»Vi mangler at sammenligne med hans seneste tandoplysninger, men der er ikke noget ved obduktionen, der strider imod, at der er tale om Thomas Hannesbo Rasmussen,« siger Jørn Dalsgård.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.