Nordsjællands Politi har her til middag fundet en død mand i Nivå i Nordsjælland.
Politiet betegner det som "et mistænkeligt dødsfald", men er ellers meget lidt meddelsomme i sagen.
"Jeg kan bekræfte, at vi arbejder på et område nord for Nivå Havn, hvor vi har fundet en død mand. Vi kan ikke sige mere om omstændighederne, men efterforsker for øjeblikket sagen," fortæller Nordsjælland Politis presseansvarlige Henrik Suhr til Newspaq.
Politiet arbejder nu videre i området for at komme nærmere en opklaring, af det mystiske dødsfald.
"Vi skal have sikret gerningsstedet, have afhørt vidner med videre, så der er mange til, der er i gang for øjeblikket," siger Henrik Suhr.
Dykkere har siden i går ledt efter en 30-årig mand, som forsvandt efter en svømmetur fra en båd i området.
Om der er sammenfald mellem det fundne lig og den forsvundne mand ønsker politiet ikke at forholde sig til på nuværende tidspunkt.