Liget af en ældre mand blev fredag aften fundet i en brændende bil ved Høve Strand Camping i Nordvestsjælland.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske. Politiet formoder, at der er tale om en tragisk ulykke, og de fortæller samtidig, at de ikke efterforsker sagen som et drab.
Brandvæsenet blev kaldt ud til branden ved 20-tiden fredag aften, og her fik de den angiveligt hurtigt under kontrol.
Vagthavende fra Midt- og Vestsjællands Politi forklarer over for Sjællandske, at der har været afholdt ligsyn. Nu venter politiet på de senere undersøgelser, der skal dokumentere, hvad der konkret er sket.
De pårørende er underrettet.