Politiet arbejder stadig på at fastslå identiteten på den mand, der onsdag eftermiddag blev fundet død i Odense Kanal tæt på roklubben.
Ved et ligsyn torsdag formiddag kunne politiet dog fastslå, at manden ikke har været udsat for en forbrydelse.
»Det er ingen tegn på, at han er blevet slået eller har været udsat for et røveri. Han har for eksempel stadig sine ting lommerne. Blandt andet en ligher, en pung og nogle papirer,« fortæller vicekriminalkommissær Poul Erik Overvad fra Fyns Politi i Odense.
Manden har dog ligget så længe i vandet, at de papirer, der kunne have afsløret hans identitet, er ulæselige.
»Til gengæld har vi fundet et plastiketui, som man kan have sit dankort i. Etuiet er fra Nordea Bank i Skibhuskvarteret, så noget kunne godt tyde på, at manden er fra Odense. Men vi tør ikke lægge noget fast, før vi har haft ham til obduktion i morgen, fredag,« siger Poul Erik Overvad.
Flere henvendelser
Politiet har fået en del henvendelser fra Odense-borgere, der mener at kende manden.
»Men det er ikke alle vi kan bruge. Der var blandt andet en, som savnede en person med tatoveringer. Men manden vi har fundet i Odense Kanal har ingen tatoveringer,« fortæller Poul Erik Overvad.
Til gengæld har politiet tænkt sig at gå videre med nogle af det andre henvendelser, der forhåbentlig kan hjælpe med til at opklare mandens identitet.
Politiet anslår manden til at være mellem 40 og 35 år. Han er 170-175 cemtimeret høj og almindelig af bygning. Han har kort sort hår med høje tidinger og kort skæg omkring munden.
På kroppen bar han en gul t-shirt, en grå cardigan og en sort uldjakke. Han havde mørke cowboybukser og sorte støvler på.
Hvor længe manden har ligget i kanalen vides ikke.
»Men siden teksten på papirerne i hans lommer er vasket helt væk, har han nok ligget der i flere dage,« anslår Poul Erik Overvad.
Odense Politi hører fortsat gerne fra folk, der kan have oplysninger i sagen. Politiet kontaktes på telefonnummer 66 14 14 48.