Nu kan vi se frem til at afslutte livet uden at belaste naturen. Danske krematorier gør klar til at genbruge varmen fra de 41.000 døde danskere, der hvert år bliver brændt i deres ovne, til at fyre op i kirkens bygninger.
»For vi er nemlig også miljøbevidste. I stedet for at lukke varmen fra ovnene ud i atmosfæren skal den varme kirken, og måske kan vi endda sælge lidt overskudsvarme,« siger Allan Vest, formand for Danske Krematoriers Landsforening. Foreningen vil lade det være op til hvert enkelt af Danmarks 33 krematorier, om de vil genanvende varmen fra afdøde.
I forvejen skaber det nemlig store miljøproblemer, når røg fra krematorier bliver ledt ud med kviksølv fra plomber og støv. Derfor er der fra 2009 lovkrav om, at der skal filtre på alle krematorier. Og når man er i gang, så kan man lige så godt genanvende varmen fra røgen, der stiger op gennem skorstenen.
»Vi har derfor allerede gjort plads til varmegen- anvinding i vores to nye krematorier i Sundby og Bispebjerg,« siger kommunens kirkegårdsleder Tom Olsen, der blot beder om godt en million af kommunen i de to krematorier.
Så lover han at sænke Københavns Kommunes varmeregning betragteligt. Også Odense Krematorium, Danmarks næststørste, er klar til at genanvende varmen.
Ingen etiske problemer
Tidligere har krematorier været bange for at røre ved det brandvarme emne. For kan man tillade sig ? ja, undskyld - at fyre med de døde.
Men det kan man godt, mener Etisk Råd, der netop har udarbejdet et høringssvar om emnet for Kirkeministeriet. »Vi mener ikke, at det indebærer større etiske problemer at genanvende varme fra krematorier. Hovedsageligt lægger vi vægt på det miljømæssige, men mener heller ikke, at det er usømmelig omgang med lig, da de i forvejen bliver brændt,« siger formand for Etisk Råd, Ole Hartling.
Det svar takker kirkeminister Bertel Haarder (V) for. Han vil dog ikke tvinge de danske krematorier til at genbruge overskudsvarmen for alle de afbrændte lig.
»Vi har regler nok på kirkeområdet, så jeg vil ikke presse det igennem. Men jeg vil da anbefale det. Jeg er nemlig meget glad for rådets udtalelse,« siger kirkeministeren.