Siger kommunen ja, får odenseanerne snart kortere til deres nærmest Lidl-forretning.
I øjeblikket har den tyske kæmpe butikker i Bolbro og Næsby, men snart vil Lidl også åbne på Bondovej i Dalum og Cikorievej, hvor Fyns Kræmmermarked tidligere lå.
Mens der kun mangler de sidste planændringer på Bondovej, er arbejdet med at gøre grunden ud til Nyborgvej først lige begyndt.
Ejendomschef Karin Hovmand Eriksen fra Dansk Trælast Group, som ejer grunden med den 4.000 kvadratmeter store hal, bekræfter, at området allerede er lejet ud til Lidl.
Og så sent som i går anbefalede By- og Kulturudvalget et tilllæg til lokalplanen for området, som byrådet siden skal behandle.
»Vores strategi er at åbne flest muligt butikker på kortest mulig tid. Går alt, som vi håber på, åbner vi yderligere to butikker i Odense, så vi når op på fire i løbet af 2007 eller begyndelsen af 2008,« siger administrerende direktør i Lidl Danmark, Finn Tang Sørensen.
»Herudover vil jeg vurdere, Odense kan rumme et par stykker mere, men så er det også slut,« siger Finn Tang Sørensen.
Den tyske kæde åbnede sine første forretninger i Danmark 29. september 2005 og er nu oppe på 38.
Udover de to nuværende butikker i Odense er Lidl til stede i Middelfart, Ringe, Faaborg og Nyborg.