Op mod en million danskere lider af pollenallergi. Og antallet vokser. Niveauet af pollen stiger, ikke kun Danmark, men i hele Europa.
Men hvad kan du og dine medallergikere gøre for at holde allergien nede? Det ved pollenforsker og -allergiker Carsten Ambelas Skjøth, Aarhus Universitet. Han er af verdens førende på området og giver her råd og vejledning.
Gå hjem i bad
Hvis du vil have det bedste grundlag for at komme igennem sæsonen, skal du selvfølgelig tage dine antihistaminer hver dag og som anvist.
Derudover kan du gøre en række ting i din hverdag for at undgå de irriterende nys. Grundlæggende drejer det sig om at undgå eksponeringen for pollen.
Til det findes et hav af lavpraktiske råd, siger Carsten Ambelas Skjøth til Videnskab.dk. Du kan for eksempel:
- Gå i bad om aftenen for at vaske pollen væk fra kroppen og ud af håret
- Skifte sengetøj regelmæssigt
- Skylle ansigtet og næsen
- Og hvis det er helt slemt, så ville jeg smutte hjem og tage et bad midt på dagen, siger forskeren.
Græspollen er særlig drilsk
Selvom der som hovedregel er mest pollen i luften midt på dagen, betyder det ikke, at du altid kan gå fri om aftenen, når duggen falder. I al fald ikke hvis du lider af græspollenallergi.
- Græspollen er særlig drilsk, fordi sæsonen er lang, og vi ser et sjovt mønster i Danmark, hvor den opfører sig forskelligt tidligt og sent på sæsonen, fortæller Carsten Ambelas Skjøth og tilføjer:
- Det skyldes, at det er forskellige typer græs, der vokser tidligt og sent på sæsonen.
- Tidligt på sæsonen (juni) kan du som græspollenallergiker godt regne med, at pollen-bombardementet kommer midt på dagen.
- Senere på sæsonen (august) sender nogle typer græs pollen ud hele to gange om dagen: middag og aften, når duggen er ved at falde.
- Så hvis du sætter dig på terrassen om aftenen, kan du være uheldig, da nogle få græsarter laver rigtig mange pollen.
Carsten Ambelas Skjøth har et lille råd til, hvordan man kan holde allergien væk fra terrassen:
- Hvis du har potteplanter på terrassen, eller der vokser græs op under eller omkring den, så kan du plukke hovederne af græsset, inden de vokser sig for store og begynder at sprede pollen. Det har jeg selv gjort i min egen nyttehave.
Hvis man lider slemt af pollenallergi, bør man generelt være ret opmærksom på, hvad man planter i sin have, fortæller AU-professoren til Videnskab.dk:
- Jeg ville for eksempel aldrig selv plante et birketræ i min have. I stedet ville jeg plante et bøgetræ eller rønnetræ,« siger han.
LÆS OGSÅ: Hvorfor får vi allergi?
LÆS OGSÅ: Sådan undgår du parfumeallergi