JJJJJJ
»Shaken or stirred?« spørger bartenderen.
»Like I give a damm,« svarer Bond.
Og så er den berømte replik ligesom sat til vægs. Og tak for det! For med James Bond-udspil nr. 21 er tiden inde til at kapunere egne klicheer, og det gør Casino Royale så i fin stil med en film, der faktisk er bygget på den allerførste Ian Fleming-roman og derfor åbner helt nye muligheder for karaktertegning.
Twistet er så, at mens historien er skrevet i 1953, er vi nu i opdaterede omgivelser. Altså, Bonds begyndelse serveret i moderne tid. Glem derfor alle de gamle 007-skikkelser og i særdeleshed Pierce Brosnans superglatte gentleman-stil. Daniel Craig fornyr figuren på en langt mere rå, mørk og kantet facon. Mindre ærkebritisk men mere ægte. I en slåskamp ville Craig til enhver tid rive Brosnan rundt. Vi ser faktisk agentens første bevilligede mord ¿ udført på nærmest Tarantino-brutal vis ¿ for James Bond er netop blevet tildelt sin dræberlicens og sin berømte talkombination, da han på egen hånd vil udrede en international terrorplan.
Hjemme hos MI6 i London er chefen (Judy Dench) mopset over Bonds bølle-metoder og det, hun kalder en overudviklet trigger-finger. Alligevel udstyrer hun ham med et gigantisk gamblerbeløb, da den ihærdige spion får færten af den hasardbesatte skurk Le Chiffre (Mads Mikkelsen) og indleder et spil ¿ på liv og død, naturligvis.
Bollebank til Bond
I bogforlægget spiller de baccarat på kasinoet. I filmen er det poker, og selv om Mads Mikkelsens Le Chiffre-bandit er lovlig langt fra Ian Flemmings 125 kilo-surmule af en skræmmende russer-agent, så tilfører vor egen superstjerne skam sin karakter et signifikant snert af kompleks grundangst. Bag ham står så også en anden dansk skurk, nemlig Jesper Christensen, der gør det fint i sin lille birolle. Banditterne skræmmer dog kun i en torturscene, hvor Mads banker Bonds kugler på plads, om man så må sige. Den scene stammer faktisk fra bogen, men er allerede en oplagt bondfilm-klassiker. Hvilket siger en del om, hvor ærgerligt det er, at alle Ian Flemings originale manuskripter nu officielt er opbrugte.
Af samme grund er det prisværdigt, at instruktør Martin Campbell - der også stod bag den hæsblæsende GoldenEye ¿ har valgt at bringe Craigs Bond-type tættere på bog-udgaven og samtidig nuancere hele 007-skabelonen med en sund portion selvironi. For eksempel er der en hilsen til den berømte badescene fra den første Bond-film ( Dr. No ), hvor Ursula Andress stiger op af vandet iført bikini og dykkerdolk. En scene, som Halle Berry i øvrigt gentog i Die Another Day , og som Daniel Craig nu selv står for med sin glinsende bodybuilder-krop. Spøjs symbolik!
Til gengæld mangler Q og alle de skægge spion-dippedutter. Lidt ærgerligt. Modsat stikker vi dybere i Craigs bud på en blåøjet Bond. For også i hendes majestæts hemmelige tjeneste kan man være et rigtigt menneske, der både fejler, føler og fjoller rundt i egne flirtemetoder.
Færre babes
Selv antallet af labre Bond-babes er der skåret kraftigt ned på. Eva Green er dog uforskammet delikat som finansiel værge for den pokerspillende James. Desværre falder tempoet lidt, mens spillefeberen stiger, og netop denne lidt spændings-stagnerede midtersektion skal sammen med de ofte lidt for vandede vittigheder være mine eneste hjertesuk.
For Campbell styrer fint uden om det vanligt overdrevne enlig agent redder hele verden -ståhej. Plottet er pålideligt og de heftigt koreograferede actionsekvenser (nu med endnu en verdensrekord i bil-stunt) er topdollar. Med andre ord: Bond-dna et i er god behold, og alle dem, der tvivlede på Daniels Craigs evner, bør rykke direkte i skammekrogen.
Casino Royale er firestjernet underholdning, men den får fem for fornyelsen.