Det er i dag ét år siden, at de første større demonstrationer mod Muammar Gaddafi begyndte i byen middelhavsbyen Benghazi. Oprøret førte til - med hjælp fra Nato-bombefly fra bland andet Danmark - Gaddafis død og en ende på oberstens 42 år ved magten.
Overalt i ørkenstaten planlægger libyerne at fejre etårsdagen, og det gør den midlertidig regering bekymret om sikkerheden. Det skriver BBC.
Trods sejren over Gaddafi er Libyen nemlig stadig et meget ustabilt land, hvor hundredvis af militser færdes uhindret.
Lederen af overgangsrådet, Mustafa Abdul Jalil, har lovet at slå ned på alle, der kan udgøre en trussel mod sikkerheden under festlighederne.
Ud af respekt for de tusindvis af mennesker, der har mistet livet i det seneste år, er der ikke planlagt nogen officiel markering af etårsdagen.
Oberst Gaddafi endte sine dage tæt på sin hjemby, Sirte, den 20. oktober. Videoer af den tidligere leder, både kort før og kort efter hans død, spredte sig hurtigt på internettet, efter han blev fanget af oprørerne.
Kilde: BBC