Bulgarien håber stadig på, at fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge vil blive udleveret til Bulgarien efter otte år i et libysk fængsel. Libyske diplomater kræver, at EU garanterer "en fuldstændig standardisering af Libyens relationer med alle EU-lande på alle niveauer". Altså en udlevering af fangerne til gengæld for, at Libyen bliver lukket ind i varmen efter årtier med iskold europæisk luft.
Tilbudet fra Libyen kommer, mens EU s udenrigskommissær Benita Ferrero-Waldner og den franske præsidentfrue Cecilia Sarkozy befinder sig i landet for at mægle i striden om det udenlandske sundhedspersonale. De fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge, der har fået bulgarsk opholdstilladelse, fik for nylig omstødt deres dødsdom i Libyen til fængsel på livstid. Men sagen er ikke ovre, før de seks bliver udleveret til Bulgarien, mener det internationale samfund.
- Vi er nu der, hvor beslutningen udelukkende er politisk. Jeg håber, der er nok vilje fra libysk side til at afslutte forhandlingerne. Viser de den vilje, kan udleveringen ske meget hurtigt, siger den bulgarske udenrigsminister Ivailo Kalfin ifølge CNN.
Sygeplejerskerne og lægen blev fængslet i 1999 for med vilje at have smittet 438 børn med hiv. Sundhedspersonalet har erklæret sig uskyldige, og internationale eksperter skyder i stedet skylden på dårlig hygiejne på et libysk børnehospital.
Franske diplomater siger til Reuters, at Libyen også kræver, at EU sender flere penge til kompensation til de børn og deres familier, der er ramt af hiv-smitten. Det nægter EU, fordi man ikke ønsker at udbetale en erstatning, der kan tydes, som om EU finder sundhedspersonalet skyldige i anklagerne.
De fem sygeplejersker og lægen blev i 2004 dømt til døden, men dommen blev for nylig omgjort til fængsel på livstid.