Med et åbent – og højst usædvanligt – brev opfordrer partiet Liberalisterne nu Venstres Søren Pind til at melde sig ind under fanerne.
I brevet fra Liberalisterne henviser formand Torben Mark Pedersen til Søren Pinds seneste beklagelser over, at det er kedeligt at sidde som menigt medlem i Venstres folketingsgruppe.
»Er det, hvad du har lyst til at bruge de næste 30 år af dit liv på?,« spørger Torben Mark Pedersen og fortsætter:
»Der findes et alternativ. Og det ved du. Liberalisterne kan tilbyde dig frihed, indflydelse og en alt andet end kedelig hverdag; så: meld dig ind hos Liberalisterne – og tag dine liberalistiske fæller i Venstre med dig.«
Samtidig advarer formanden Søren Pind mod at vente for længe med at tage springet, hvis han overvejer at skifte parti.
»Hopper du derimod først med på vognen, når vi er blevet opstillingsberettigede og i meningsmålingerne står til at komme i Folketinget (og måske med en anden person som politisk frontfigur), så vil du for altid blive regnet for en politisk opportunist,« lyder vurderingen.
Brevet fra Liberalisterne er som sagt åbent, men Torben Mark Pedersen er dog diskret nok til at tilbyde, at Søren Pind kan henvende sig direkte til ham og ikke gennem pressen, hvis han er interesseret.
Søren Pind selv befinder sig på en øde ø hele ugen, fordi han er med i DR-programmet »Hiv stikket ud«.