Mens Venstre i de seneste meningsmålinger lige er kommet over grænsen som Danmarks største parti, er et andet parti også ved at få vind i sejlene. Liberalisterne, der først for nylig fik godkendt deres navn, har siden godkendelsen oplevet et – målt i procent – sandt medlemsboom. Alene i den første uge efter navnegodkendelsen 31. januar var der 25 nye medlemmer, lyder det fra partiet.
Blandt de nye medlemmer er en stor del forhenværende venstrefolk og tilmed Venstre-folk, der tidligere har haft tillidsposter i det store regeringsparti. Én af dem er tidligere hovedbestyrelsesmedlem hos Venstre, Jørgen Lysholm Christensen, der forleden blev valgt ind i hovedbestyrelsen hos Liberalisterne.
For ham var valget dog ikke svært, da han besluttede sig for et comeback i politik. Og han mener ikke, det er ham, der vender ryggen til Venstre. Derimod er det Venstre, der har flyttet sig, mener han.
»Venstre havde engang princippet »mennesket frem for systemet«. Det er ikke partiets politik i dag,« siger han og nævner blandt andet den halvandet år lange proces med at få godkendt navnet »Liberalisterne« som et eksempel.
Men først og fremmest er det Venstres skattepolitik, som han ikke forstår:
»Det er jo ikke mange, der fristes til at gøre en ekstra indsats, når man ved, hvor meget man skal aflevere til væsenet – altså skattevæsenet,« siger han.
Men også på udlændingeområdet mener han, at systemet og bureaukratiet har taget for meget over:
»Reglerne er alt for firkantede, når man ikke kan dispensere i de mest oplagte sager, som vi ser i pressen. Der er systemet alt for stejlt,« mener han.
Liberalisternes formand, Torben Mark Pedersen, glæder sig over, at det tidligere prominente Venstre-medlem har skiftet parti.
»Men i det hele taget går det fantastisk godt. Både med medlemsfremgangen og fordi vi med det godkendt navn nu kan begynde at søge sponsorpenge og markedsføre os mere,« siger han.
Liberalisterne begynder om en måneds tid at indsamle de underskrifter, der skal give partiet adgang til næste folketingsvalg, og ifølge Torben Mark Pedersen kan partiet også snart præsentere deres første folketingskandidat.