Selvom Folketinget opfordrer medlemmerne til at sikre åbenhed ved frivilligt at fremlægge deres privatøkonomiske interesser, har 48 medlemmer valgt at holde dem skjult fra offentligheden.
Det viser en gennemgang foretaget af Jyllands-Posten.
Det er især de liberale partier, der ikke vil fortælle om bestyrelsesposter, større aktieposter og lignende økonomiske interesser. 32 af Venstres 47 medlemmer og syv af Liberal Alliances ni medlemmer nægter at fremlægge oplysningerne.
Peder Munk Christiansen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, noterer sig den store andel af liberale politikere blandt nægterne.
"Det ligner en principsag, men det kan være dumt. For det rejser antydningen af, at de har noget at skjule. Jeg tror ikke, at de foretager sig noget gedulgt. Men når man er kommet frem til, at åbenhed er en god idé, ser det mærkeligt ud, at alle ikke vil være med," siger Peter Munk Christiansen til Jyllands-Posten.
Venstres formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, mener der er tale om en tillidssag mellem vælgerne og Folketingets medlemmer.
"Vi er ikke så meget for administrativt bøvl," siger han til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten