Peter Bugge
Opdateret kl. 18:14
Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlader Liberal Alliance. Det skriver han på sin Facebook-profil.
Dermed bliver han den markante anden politiker på få dage, der forlader partiet. Det sker, efter den tidligere politiske ordfører, Christina Egelund i weekenden også meldte sig ud.
På sin Facebookprofil begrunder den tidligere minister sit farvel:
" Vi har ikke været enige i folketingsgruppen, og det er jo helt fair. Det er politik. Og derfor slutter mit medlemsskab af LA efter mere end 10 år her. Men derfor kan vi jo være lige gode venner alligevel", skriver han.
Internt pres
Liberal Alliance gik voldsomt tilbage ved Folketingsvalget i juni, fra 13 til blot fire mandater. Det fik formanden, Anders Samuelsen, til at trække sig, og de fleste havde spået, at posten derefter ville gå tilSimon Emil Ammitzbøll-Bille, en af medstifterne af partiet.
Men sådan gik det ikke, posent gik i stedet til den 27-årige Alex Vanopslagh.
Ifølge Ritzau kommer Simon Emil Ammitzbøll-Bille udmelding efter internt pres fra partitoppen.
TV2 er i besiddelse af et internt brev, der kræver, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille retter ind eller forlader partiet. Brevet er skrevet af et flertal af partiets hovedbestyrelse.
De oplister en række eksempler på kritisabel ageren fra Ammitzbøll-Bille og kalder ham "fraværende" fra arrangementer.
Det pres har altså nu fået ham til at trække sig.