En flugtplan mislykkede torsdag ved daggry for medlemmer af den islamistiske gruppe Fatah al-Islam, der har kæmpet mod Libanons hær siden søndag.
12 medlemmer af den al-Qaeda-inspirerede milits forsøgte ifølge Libanons nationale nyhedsbureau at flygte fra Libanons hær i en gummibåd, men blev sænket af den libanesiske flåde. Alle medlemmerne i båden blev ifølge nyhedsbureauet enten dræbt eller taget til fange.
Angrebet har angiveligt kostet livet for en af sønnerne til Shaker al-Absi, der er Fatah al-Islams leder.
Hæren har siden søndag kæmpet mod Fatah al-Islam omkring en flygtningelejr i det nordlige Libanon. Kampene brød ud, da hæren sporede et bankrøveri til et af bevægelsens huse og forsøgte at trænge ind. Fatah al-Islam har siden barrikaderet sig i den palæstinensiske lejr, hvor hæren ikke har tilladelse til at trænge ind.
Parterne indgik en uofficiel våbenhvile tirsdag for at få civile sårede ud af lejren, men mindre kampe brød torsdag ud igen. Ifølge vidner lød der torsdag adskillige skyderier i og omkring lejren, men hæren angreb ikke med granater. Granat-angrebene er blevet kritiseret af blandt andet EU for at ramme civile i den 30.000 indbyggere store lejr.
Konflikten har indtil videre kostet omkring 30 militsfolk, 27 soldater og et ukendt antal civile livet ifølge palæstinensiske og libanesiske kilder.