Libanons kristne leder og industriminister, Pierre Gemayel, blev tirsdag skudt ned og dræbt på gaden i en forstad til Beirut, skriver AP. Nyhedsbureauet citerer en lokal radiostation.
Pierre Gemayel er søn af den tidligere præsident Amin Gemayel, og han var stærkt imod den syriske indflydelse i Libanon.
Efter nedskydningen blev den hårdt sårede Pierre Gemayel straks kørt på hospitalet, men kort efter rapporterede hans Falangistparti, at han var død.
Drabet kommer på et tidspunkt, hvor den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der støttes af Syrien, har truet med at vælte regeringen, hvis ikke Hizbollah får mere politisk indflydelse.