Li Na er for første gang i karrieren klar til at spille semifinale ved tennisturneringen US Open i New York.
Den 31-årige kineser besejrede tirsdag russeren Ekaterina Makarova i kvartfinalen med cifrene 6-4, 6-7, 6-2 efter en ujævn kamp, som hun burde have lukket i to sæt.
Li Na kan nu se frem til at møde enten den forsvarende mester, Serena Williams fra USA, eller spanske Carla Suárez Navarro i semifinalen.
De to mødes natten til onsdag dansk tid.
Kampen mellem Li Na og Ekaterina Makarova blev præget af en del uprovokerede fejl, men i tiebreaken i andet sæt så kineseren ud til at kontrollere nerverne bedst.
Det ændrede sig dog, da Li Na foran 4-2 lavede en dobbeltfejl, og efter flere fejl fra kineseren vandt russeren tiebreaken 7-5.
I tredje sæt satte Li Na dog styrkeforholdet på plads, da hun omsider fandt frem til sit høje niveau.
Den femteseedede Li Na udbyggede med sejren sin føring til 4-0 i indbyrdes kampe mod Ekaterina Makarova, der var seedet 24 ved US Open.
/ritzau/