Økologisk leverpostej, der er solgt i Lidl-butikker i hele landet, tilbagekaldes, fordi de er sendt ud i butikkerne med forkert bagside-etiket.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Leverpostejen, der er produceret af Hanegal A/S, indeholder allergener, der ikke er blevet deklareret. Desuden er produktet mærket med forkert holdbarhedsdato. Den korrekte holdbarhedsdato er 02/11/2018.
Det fremgår ikke af emballagen, at leverpostejen indeholder laktosefri mælk og sennepsmel. Personer med allergi overfor én eller flere af disse allergener, kan få en allergisk reaktion, hvis de spiser leverpostejen.
Fødevarestyrelsen råder til, at man enten leverer produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at man kasserer det.