Lev stærk, dø gammel.
Hvis dette er dit leveråd, skal du bosætte dig i Rudersdal, Hørsholm og Allerød kommuner, nord for København.
Her kan kvinder forvente at blive 86 år, mens mænds levetid er 82 år. Det er fire år mere end i København og resten af Region Sjælland.
Det viser en opgørelse over restlevetid for 60-årige som Arbejderbevægelses Erhvervsråd har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Efter København er Ishøj den kommune med den laveste restlevetid. Også Herlev, Hvidovre, Tårnby, Høje-Taastrup, Gladsaxe, Brøndby og Rødovre er blandt de 15 kommuner, hvor folk dør tidligst.
Bemærkelsesværdigt er det, at ingen jyske eller fynske kommuner er blandt de 15 kommuner.
Undersøgelsen viser også, at de kommunale forskelle i levetid er blevet større siden 1990.
I gennemsnit er restlevetiden steget med 1,9 år for de 15 kommuner med de laveste restlevetider og 2,7 år for de 15 kommuner med de højeste restlevetider.
Blandt årsagerne til de store forskelle i levevis er uddannelsesniveau, indtægt og generel livsstil. Samtidig gør dyre boliger det praktisk talt umuligt for folk med lav indkomst og dårligt helbred at bosætte sig i kommuner som f.eks. Rudersdal og Hørsholm.