En 31-årig lettisk mand blev tidligt onsdag aften ramt af to skud på Værebrovej i Bagsværd ved København.
- Vi får en melding om, at en mand er blevet skudt og ligger på gaden, fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Kim Svenningsen.
- Det viser sig, at manden er ramt af to skud, et i benet og et i foden, fortsætter han.
Skuddene blev affyret fra en mørk bil, som politiet senere fandt brændende i Måløv.
Politiet kender ikke motivet til nedskydningen, men afviser, at der skulle være tale om et bandeopgør.
/ritzau/