Det blev ikke til de håbede tre point i VM-premieren mod Frankrig, men det danske hold skal være tilfreds med de to point, som det giver at spille 4-4 og derefter vinde efter en straffeslagsafgørelse.
Det mener den VM-debuterende landstræner Heinz Ehlers efter at have set sit hold indlede bedst for derefter at tabe initiativet mod franskmændene.
- Ser vi isoleret på første periode, har vi tabt et point. Men når man ser kampens udvikling, er vi ret lettede over, at vi fik to.
- Havde jeg været fransk træner, havde jeg sikkert været skuffet lige nu, siger Heinz Ehlers.
Danmark vandt første periode 2-1, men havde chancer til en større føring.
- Vi startede virkelig godt og var klart bedst i første periode, hvor vi vandt skudstatistikken 13-4.
- Men vi må også sige, at det blev nervøst i starten af anden periode. Vi tabte momentum efter at have fået et skidt mål imod, siger Ehlers.
Han henviser til den store fejl, målmand Sebastian Dahm lavede, da han lod sig overliste af et ellers ufarligt skud fra banens midte.
- Sådan en fejl smitter af. Der kommer usikkerhed hos både ham selv og holdkammeraterne. Man tænker "nu bliver det for alvor svært". Men vi viste god moral og fik vendt kampen igen, siger Heinz Ehlers.
Søndag venter endnu en kamp mod en formodet konkurrent til en billet til kvartfinalen, når danskerne møder Tyskland.
- Jeg håber og tror, at dette var udtryk for, at første kamp altid er svær. Vi har ikke spillet i knap en uge, og man skal lige ind i rytmen.
- Jeg tror, at vi kan forvente en anden kamp. Jeg går ud fra, at Tyskland er lidt bedre end Frankrig, men jeg tror også, at vi kommer op i niveau, siger Heinz Ehlers.
Kampen mod Tyskland begynder klokken 16.15 søndag eftermiddag.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.