Ishockeylandstræner Per Bäckman fik en rigtig god nyhed serveret til morgenkaffen, da han studerede de svenske netaviser.
Han kunne nemlig læse på expressen.se, at han formentlig får lov til at råde over en eller flere NHL-spillere ved VM i Sverige i maj.
Unavngivne kilder fortæller til den svenske avis, at det endnu ikke offentliggjorte program for det forkortede NHL-slutspil slutter 27. eller 28. april.
Dermed vil spillere, der ikke deltager i slutspillet, kunne flyves til Stockholm i tide til Danmarks første VM-opgør mod Canada 4. maj.
- Jeg håber, at det er sandt, det er jo ikke bekræftet endnu. Men det er jo en dejlig nyhed for os.
- Jeg tror ikke, at alle danskerhold i NHL går til slutspillet, så det indebærer formentlig, at vi får mulighed for at få nogle af dem med til VM, siger Per Bäckman.
Han havde dog under alle omstændigheder regnet med at få forstærkning vestfra ved VM.
- Alternativet var, at grundspillet sluttede i begyndelsen af maj, og så havde vi måttet undvære NHL-spillerne i de første kampe. Men det her er selvfølgelig bedre, siger svenskeren.
Han mener, at nyheden nok har større betydning for de svenske VM-arrangører, der frygtede at skulle undvære mange af sportens største stjerner i Stockholm.
Inden VM skal Danmark forsøge at kvalificere sig til OL. Det sker fra 7. til 10. februar i Vojens, og her er NHL-spillerne under ingen omstændigheder med.
/ritzau/