Italiens nye premierminister, Enrico Letta, siger, at Italien må slå ind på en mere vækst-orienteret kurs, for at klare sig gennem krisen.
- Italiens økonomi er stadig i en alvorlig krise efter 10 år med stagnation, og vi må fokusere på en øjeblikkelig genopretning, siger han og tilføjer:
- Vi vil forsøge at overtale vore europæiske partnere til at lade os slå ind på en mere vækst-orienteret politik på europæisk niveau.
Den nye regeringschef, der mandag holdt sin jomfrutale i parlamentet, vil indlede sin regeringsperiode med en rundrejse til Bruxelles, Paris og Berlin i denne uge for at demonstrere sit lands forpligtelser og engagement i forhold til EU.
Her vil han slå til lyd for en ny kurs i forbindelse med den overordnede økonomiske strategi i EU.
- Vi vil dø, hvis vi kun har fokus på at konsolidere den finansielle politik. Vækstpolitik kan ikke vente længere, understreger Letta.
Den 46-årige Letta fra centrumvenstre partiet Demokratiske siger, at hele EU er inde i en krise i forhold til legitimitet.
- Europa må blive til en motor for holdbar vækst, siger regeringschefen, der har gjort kampen mod ensidige spareplaner og nedskæringer til hjørnestenen i sit regeringsgrundlag.
Et skyderi uden for regeringens hovedkvarter i Rom søndag har fået mange til at frygte en tilbagevenden til den politiske vold, som rystede landet i 1970'erne.
Myndighederne insisterer på, at skudepisoden var en isoleret hændelse, hvor en desperat person handlede alene, men der hos mange er frygt for flere og flere sociale spændinger i landet på grund af de store økonomiske problemer.
Det var en 49-årig mand med pistol, der søndag affyrede skud uden for premierministerens kontor i Rom. To betjente og en civil forbipasserende blev såret, inden han blev anholdt.
- Den tragiske handling blev udført af en arbejdsløs 49-årig mand, der viste tegn på at ville begå selvmord, siger indenrigsminister Angelo Alfano.
Lettas nye regering har i øvrigt bebudet, at den ophæver den etablerede praksis med dobbeltløn til regeringsmedlemmer.
/ritzau/AFP