En cyklist er søndag blevet ramt af en vogn fra Letbanen i Aarhus.
Ulykken skete ved Skolebakken, der ligger ved havnen. Det oplyser Østjyllands Politi.
Cyklisten er en 37-årig mand, og han er sluppet med overfladiske skrammer. Han blev derfor behandlet af ambulancefolk på stedet og kunne efterfølgende sendes hjem, oplyser politiet.
Politi og redningsfolk arbejder søndag først på aftenen på stedet, og indtil videre kan politiet ikke oplyse noget om de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
Vagtchefen oplyser dog, at der er tale om en "ganske udramatisk ulykke".
Ifølge Ekstra Bladet skete ulykken klokken 18.39.
Letbanen, der blev indviet i december sidste år, har flere gange været involveret i mindre ulykker. Blandt andet blev en kvinde på cykel påkørt i maj. Hun slap med hudafskrabninger.
/ritzau/