I Aarhus frygter man uheld i forbindelse med etableringen af letbanen. Blandt andet fjerner en trafikant i Mårslet, syd for Aarhus, ofte en afspærring og kører over de nye skinner - således korter vedkommende en omkørsel af med tre minutter.
Letbanedirektør Claus Rehfeld Moshøj fortæller desuden til DR, at det ikke er alle, som er lige opmærksomme. Blandt andet går fodgængere over sporene.
Bekymringen for uheld bliver ikke mindre af, at der nu påbegyndes testkørsler med et 50 ton tungt testtog.
Kørslerne med de kæmpe store testmaskiner vil der blive flere af i juli, og det kan give problemer med venstresvingende biler, frygter Claus Rehfeld Moshøj.
Han opfordrer til, at færdselsreglerne følges, at trafikanterne er opmærksomme på opstribningerne og i øvrigt kører med reduceret fart.
- Vi har to signaler til at advisere folk. Et voldsomt horn mod alvorlig fare og en lille klokke, som bruges hen over havneområdet, siger Claus Rehfeld Moshøj til DR.
Testkørsler
Aarhus Letbane oplyser på dets webside, at der testkøres fra i dag, onsdag 14. juni, og cirka to uger frem. De sker om natten på strækningen mellem Malling og Tranbjerg.
Aarhus Letbane har desuden påbegyndt arbejdet med at testkøre de nye letbanetog på strækningerne Malling-Mårslet og Mårslet-Tranbjerg. Testkørslerne skal sikre, at alle letbanetog fungerer optimalt frem mod åbningen senere i år.