FC København behøvede ikke at overanstrenge sig, da to timers arbejde i Horsens resulterede i en sejr på 2-0.
Hjemmeholdets Adam Eckersley var så venlig at sætte ligaens tophold i gang i kampens begyndelse, da han rettede en bold af, som var på vej i målmand Søren Jochumsens favn. I stedet gik den i mål.
Senere tog Jochumsen sig lidt af en skovtur, hvilket førte til, at Ailton Almeida kunne sende kampens andet og sidste mål i et tomt bur.
Siden formåede Horsens ikke for alvor at true de københavnske gæster, der kunne køre kampen hjem på rutinen.
Dermed lægger FC København pres på Brøndby og OB, som søndag spiller topkamp på Brøndby Stadion.
Både Brøndby og OB har tidligere i foråret måtte finde sig i nederlag mod netop Horsens.
Med nederlaget er Horsens fortsat en del af bundstriden, der også omfatter oprykkerne fra Vejle og Sønderjyske.