Avisen B.T. købte i går - dagen før årsdagen for angrebet på World Trade Center - 500 kilo ammoniumnitratgødning, der på få timer kan gøres klar til en bombe.
For præcis et år siden lovede justitsminister Lene Espersen (K) ellers, at der skulle strammes op på det store hul i terrorberedskabet.
Dengang købte B.T. også 500 kilo ammoniumnitrat-gødning, selvom Politiets Efterretningstjeneste (PET) allerede i 2004 advarede om, at der burde være mere styr på den højeksplosive gødning.
Det fik justitsministeren til at melde klart ud.
- Jeg er fuldstændig enig med PET i, at der skal strammes op på det her område, sagde hun til B.T.
Og i et svar til Folketingets Retsudvalg i november sidste år svarede hun, at det allerede i 2006 ville blive muligt for Plantedirektoratet at begrænse salget af den farlige gødning til private. Ligeledes fortalte ministeren, at der er afsat beløb til kontrol af salg af kunstgødning med højt indhold af ammoniumnitrat til private .
Alligevel kan enhver i dag frit købe den farlige gødning.
Plantedirektoratet, som er ansvarlig for lovgivningen i forbindelse med køb og salg af gødning, bekræfter over for avisen, at direktoratet ikke har styr på, hvem der køber den farlige gødning.
Formand for Folketingets Retsudvalg Peter Skaarup (DF), vil have en forklaring - igen.
- Jeg synes, at det virker højst overraskende. Vi må endnu en gang gå til regeringen og justitsministeren og bede om en forklaring, siger Peter Skaarup til B.T.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Lene Espersen, der er på rejse i USA.