Dansk Folkeparti vil nu have, at lesbiske selv skal betale for kunstig befrugtning. Sundhedsordfører Birthe Skaarup siger i Nyhedsavisen mandag, at det offentlige kun skal støtte ægtepar eller folk, der lever i parlignende forhold. På spørgsmålet: »Mener du ikke, at to kvinder kan udgøre et parlignende forhold,« svarer Skaarup nej. »Det består af mand og kvinde. Det er noget, naturen har skabt,« siger Skaarup.
For det første er homoseksualitet ikke mindre naturligt, end at det findes på tværs af kulturer, landegrænser og har eksisteret til alle tider.
For det andet viser undersøgelser, at en families opbygning ikke er afgørende for et barns trivsel. Det er derimod forældrenes sociale færdigheder og arbejdsmuligheder.
Intet tyder altså på, at børn tager skade af at have homoseksuelle forældre. Der findes med andre ord ingen logiske grunde til, at det offentlige skal støtte kunstig befrugtning af kvinder i heteroseksuelle forhold, men ikke homoseksuelle. Hvis Dansk Folkeparti for alvor vil gøre noget for børns trivsel, kunne partiet i stedet bruge kræfterne på at sikre, at børn får så gode forældre som muligt. Både ved at sikre, at de, der får kunstig befrugtning, ikke har dårlige forudsætninger for at blive forældre. Og ved at forebygge og løse problemer for børn i socialt belastede familier.