Den er tredjegenerationsindvandrer, men er på ingen måde integreret i den danske natur.
Faktisk forsøger den i det skjulte at presse danske planter ud af søer og åer og dominere landets feskvandmiljøer.
Vi snakker om vandpesten, en plante, som blev indført til Danmark fra Nordamerika for hundrede år siden.
I dag har vandpesten bredt sig over næsten hele Danmark, og det på trods af planten formerer sig vegetativt, hvilket på biologsprog vil sige, at planten er lesbisk.
For der findes nemlig kun hunplanter i Danmark.
- Vandpesten kan formere sig, selvom den kun har været i kontakt med andre hunplanter, siger ferskvandsbiolog Thorke Østergaard, der arbejder på Terrariet i Vissenbjerg.
Han forklarer, at vandpesten specielt er et problem i små søer, hvor planten kan kvæle både fisk og andre planter.
- Især i søer kan den blive et stort problem, fordi den spreder sig i nogle meget tætte klynger og dækker for alt sollys. Derfor dør de andre vandplanter på bunden, siger han.
Planten er derfor på Skov- og Naturstyrelsens liste over de mest aggressive indvandrende planter i Danmark.
Og selv om man mange steder forsøger at fjerne vandpesten fra åer og søer, er det tvivlsomt, om planten nogensinde forsvinder fra den danske natur.
- Den har det simpelthen for godt i Danmark. Det vil være stort set umuligt at udrydde den, fordi den spreder sig så hurtigt og passer perfekt til det danske klima, siger Thorke Østergaard.