Leonard Sebastian Grønross Petersens familie har genkendt den t-shirt, som den druknede unge mand fra Ebeltoft Havn har på.
Det oplyser Anders Willumsen, der er vicepolitikommissær ved Lokalpolitiet i Grenå, til Newspaq.
"Den person, vi har fundet, havde en t-shirt på med nogle påskrifter. Den har vi taget billeder af og har forevist dem for familien. Familien siger, at den savnede havde i hvert fald en lignende t-shirt," siger Willumsen.
Den druknede kan dermed meget vel være 18-årige Leonard, der har været savnet, siden han forsvandt fra en fest torsdag i sidste uge.
Familien har ikke endeligt identificeret liget,. Og de kommer sandsynligvis heller ikke til at skulle se den druknede.
"Ikke hvis jeg kan bestemme det. Personer, som har ligget i vandet i en periode, der tjener det ikke noget formål, at familien ser dem," forklarer Anders Willumsen.
Den unge mand bliver derfor sandsynligvis først endeligt identificeret ved obduktion sidst på ugen.