Det kan godt være, at han var enhver svigermors drøm, da han var 'the king of the world' i filmen Titanic fra 1997. Men Leonardo DiCaprio vil meget hellere være mors dreng.
Den 35-årige skuespiller er i disse dage i Berlin, hvor han deltager i filmfestivalen Berlinalen. Og han har taget mor Irmelin med, skriver FemaleFirst.
"Hun kan godt lide at komme med mig til sådan et arrangement. Og når jeg har mulighed for at tage hende med, gør jeg det gerne. Specielt til Berlin, hvor hun har nogle slægtninge," lyder det fra skuespilleren. Han fortsætter:
"Du kan bare kalde mig mors dreng. Men det er fint med mig."
DiCaprio er aktuel med filmen 'Shutter Island' men fortæller, at han overvejer at holde en pause efter mere end 20 år i branchen.
"Jeg har gjort det her i lang tid. Måske skulle jeg til at fokusere på noget andet. Det bliver ikke en lang pause," beroliger han dog med.