Spillet om Leon Andreasens fodboldfremtid kører i højeste gear: På et pressemøde efter klubbens første træning op til den nye sæson blev den danske Werder Bremen-spiller sammen med Stephan Appiah fra Fenerbahce fremhævet som de eneste interessante spillere på transfermarkedet.
Mirko Slomka, Schalkes træner, fortalte på pressemødet, at klubben egentlig er tilfreds med de spillerkøb, klubben allerede har foretaget, men:
»Hvis vi kunne få endnu et ønske opfyldt, så er vi endnu mere tilfredse,« fortæller han.
Dermed hentyder han formentlig til Leon Andreasen, som er udset til at fylde en del af det kæmpe-hul på Schalkes midtbane, som salget af den brasilianske styrmand Lincoln har efterladt.
»Naturligvis er Lincoln en klassespiller, men nu må vi se, hvordan vi kan erstatte ham,« siger træner Mirko Slomka.
Positivt
»Det er selvfølgelig positivt,« siger en fåmælt Leon Andreasen, der netop er vendt hjem fra ferie og ikke har hørt om Schalkes udtalelser. Landsholdsspilleren er dog indstillet på at kæmpe for en plads i Werder Bremens startopstilling, hvis et klubskifte udebliver.
»Jeg ved ikke noget, og som det ser ud nu, så starter jeg op i Bremen, og det er jeg glad nok for,« siger han.
Heller ikke Leon Andreasens agent, Ivan Marko Benes, har hørt om Schalkes udmelding: »O.k.!! Det var jeg ikke klar over, men så synes jeg bare, at de skal ringe til Werder Bremen. Det er dem, der ejer Leon,« lyder kommentaren.
Ud over Schalke skal også Eintracht Frankfurt, Hertha Berlin, Leverkusen og Hamburger SV have meldt deres interesse for Andreasen.