Der har længe været spekuleret i, at landsholdets Daniel Jensen ville forlade Werder Bremen her og nu eller til sommer. Den 28-årige midtbanespiller har ikke altid været fast mand i storklubben, og han har haft svært ved at nå til enighed om at forlænge konktrakten. Samtidig har græske Olympiakos fristet danskeren. I i aftes faldt tingene på plads til Werders fordel. Og til Daniel Jensens store glæde. Han bliver nu hos nordtyskerne til sommeren 2011.
»Selvfølgelig er jeg glad for, at jeg fortsætter i Werder. Jeg er sikker på, at det er her, de bedste muligheder for sportslig succes ligger. Der var interesse fra andre klubber med bedre tilbud, men jeg vil gerne nå langt her,« siger han til Werder Bremens hjemmeside.
Leon har viljen
Leon Andreasen har til gengæld taget konsekvensen af, at han alt for sjældent var blandt cheftræner Thomas Schaafs foretrukne. Hans skifte til den engelske bundklub Fulham er nu endelig faldet helt på plads, og den tidligere AGF er har skrevet under på en konkrakt til 2011. Prisen er efter sigende omkring 30 millioner kroner.
Manden der har hentet ham til London er den tidligere FCK-træner Roy Hodgson, der i sidste uge købte Brede Hangeland hos københavnerne.
»Han har talenterne til at lykkes på det højeste niveau, og han har viljen til at præstere i hver eneste kamp. Jeg er sikker på, at han kommer til at spille en vigtig rolle i de kommende måneder,« siger Hodgson til Fulhams hjemmeside.
Klubben, der for nylig har haft Niclas og Claus Jensen i truppen, har fem point op til Premier Leagues nedrykningsstreg med 15 kampe igen.