Leon Andreasen på vej til Mainz

Ifølge tyske Kicker har Werder Bremens dansker skrevet under på kontrakt med Bundesligaens agterlanterne Mainz 05.

Leon Andreasen kan snart vinke farvel til Werder Bremens bænk. Rygterne har længe svirret om et skifte til naboklubben Hannover 96, men nu mener det tyske fodboldmagasin Kicker at vide, at danskeren står umiddelbart foran et skifte til Bundesligaens agterlanterne Mainz 05.

»Vi er enige med en defensiv midtbanespiller, og også med klubben,« afslører Mainz-manager Christian Heidel, uden at ville nævne noget navn.

Ifølge Kicker er det dog Leon Andreasen, der står øverst på træner Jürgen Klopps ønskeliste, og som nu skal ind og sørge for stabilitet på Mainz-midtbanen. Og det er der mildest talt brug for: I først halvdel af sæsonen har Mainz kun samlet 11 point sammen, holdet har ligaens dårligste målforskel og seks point op til en ikke-nedrykningsplads.

Og der er formentlig god plads på midtbanen til Leon Andreasen, for en af holdets rutinerede midtbanekræfter, Christof Babatz, har sagt farvel til holdet for at prøve lykken i den næstbedste række.

Leon Andreasen har i den nuværende sæson kun været på banen seks gange. Fire kampe i Bundesligaen og to i Champions League.

Mainz tager på træningslejr om seks dage, og inden da vil træneren have holdet samlet, så der kommer formentlig en afklaring inden længe.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.