Hannover- og landssholdsspilleren Leon Andreasen slipper med en betinget dom, efter at han fredag erkendte vold.
Under en afhøring hos politiet i Århus indrømmede han, at han havde slået en 26-årig mand på diskotek Train tidligere på året, hvor han havde følt sig provokeret.
Advokat Michael Juul Eriksen fortæller til TV 2 Sporten, at hans klient fortryder at have slået den anden mand. Allerede dagen efter tog han kontakt og undskyldte over for sit voldsoffer.
Den 26-årige måtte bagefter sys med flere sting.
Leon Andreasen blev bagefter sigtet for vold efter en paragraf, der kan give op til tre års fængsel. Men han slipper altså med en betinget dom.
Efter voldsepisoden kom det frem, at Leon Andreasen havde løjet over for sin tyske klub, der ikke var klar over, at han var i Danmark. Han havde nemlig fortalt, at han lå syg med et maveonde, men gik altså i stedet på diskotek.
Han har siden fået en bøde af sin tyske klub. Og natklubben Train har givet ham livslang karantæne.