Bendt Tido Wedell, lensgreve på Frijsenborg Slot ved Hammel, har fået stjålet en nærmest uvurderlig kniv.
Under et indbrud i lensgrevens bolig i Frijsenborgskoven er der forsvundet en Hirschfänger-kniv. Kniven er fra 1800-tallet.
Bendt Tido Wedell er villig til at betale 10.000 kroner til den, der enten afleverer kniven eller giver oplysninger, der kan bringe det sjældne jagtvåben tilbage.
- Hirschfängeren er uerstattelig og har meget stor affektionsværdi, og derfor håber vi, at en dusør vil skaffe våbnet tilbage hurtigst muligt, siger skytte Nicholai Pedersen til Aarhus Stiftstidende.
Hirschfängeren omtales også som et sværd og er et stikvåben på 30-40 centimeter. Det blev tidligere brugt til aflivning af dyr ved jagter.
Det værdifulde våben bruges ikke længere til jagt, men hører til uniformen, når godsets skytter serverer ved tafler på slottet.
Udover hirschfängeren blev der også stjålet to uerstattelige smykker, som stammer fra den indonesiske ø Sumatra. Det drejer sig om en sommerfugle-broche i guld og en forgyldt tigerklo.