Nu er det muligt at se en smagsprøve på den nye John Lennon-film 'Nowhere Boy'. Traileren er netop blevet tilgængelig på internettet.
Filmen er løst bygget på den kontroversielle bog "Imagine This: Growing Up With My Brother John Lennon". skrevet af musik-ikonets halvsøster Julia Baird.
Bogen skabte en del debat på grund af dens skildring af Mary 'Mimi' Smith - Lennons tante. Hun fungerede som mor for musikeren, fra han var fire år.
Lennon blev ikke fortalt, at hans mor kun boede et par gader væk. Moderen Julia og John Lennon genforenes senere i Lennons liv, og det sætter gang i Lennons musikalitet.
Filmens er skrevet af Matt Greenhalgh, der tidligere har brilleret med sit manuskript til 'Control'. Den handlede om en anden britisk rockstjerne, Ian Curtis, der var forsanger i bandet Joy Division.
Aaron Johnson, der spiller med i Matthew Vaughns tegneseriefilmatisering 'Kick-Ass', spiller hovedrollen som John Lennon.
'Nowhere Boy' rammer de danske biografer 24. juni 2010.