Lene Espersen (K) fik her til middag mulighed for at tale om andet end mystiske mails i den verserende skandale om mulig overbetaling af de private sygehuse.
Og partilederen brugte tiden til at skamrose statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for hans åbningstale.
"Regeringen har klare svar," fastslog den konservative leder.
"Jeg synes, at statsministerens tale i meget, meget klart og i meget direkte sprog får fortalt danskerne, at når det gælder vores folkeskole, den økonomiske politik, behovet for reformer, og når det gælder spørgsmålet om at sikre sammenhængskraften, så folk ikke melder sig ud af samfundet, så har vi klare svar," sagde hun.
Anders Samuelsen og Liberal Alliance var skuffede over, at Lars Løkke Rasmussen ikke talte om en reform af efterlønnen.
Men den skuffelse delte Espersen ikke, selvom hun så sent som i weekenden gentog den konservative mærkesag på landsrådet i Aalborg.
"Det gælder bare om at fortsætte debatten. Og så må man se på, hvordan den politiske stemning udvikler sig. Vi tror selv på, at det er en rigtig dagsorden, som vi har sat på landsrådet. Og jeg er meget glad for, at reformdagsordenen fylder så meget i talen i dag," sagde Espersen med henvisning til Løkkes fokus på reformer af folkeskolen, førtidspensionen og SU'en.