Det er ikke kun i udlandet, at dyrevelfærden halter. Også herhjemme kniber det.
35.000 danske smågrise bliver hver dag året rundt kastreret uden bedøvelse, og det har fået dyreorganisationerne til at fare i flint. Nu lover justitsminister Lene Espersen (K) at sætte en stopper for dyrplageriet.
- Der er noget, der tyder på, at ny forskning viser, at det her gør
ondt på grisene, og det er klart, at hvis det gør ondt, så skal vi
selvfølgelig lave reglerne om, siger Lene Espersen ifølge Dr.dk.
Det er ny viden om de små grises smertetærskel, der får ministeren
til at bede Dyreværnsrådet se på den måde, kastraktion af smågrise
foregår.
De Danske Svineproducenter raser i en pressemeddelelse over at blive kaldt dyremishandlere og understreger, at de blot følger gældende lov og
vejledninger.
Samtidig siger formanden for svineproducenterne, Torben Poulsen, til Radioavisen, at det ikke vil gavne grisene at blive bedøvet først. Tværtimod:
- Det er en kortvarig smerte, vi påfører grisen, og hvis vi skal
bedøve grisen, skal den have tre stik, og to af dem skal være direkte i
testiklerne. Og det er jeg ret overbevist om, at grisen vil skrige
noget mere over, siger han.