De seneste dage har Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, langet kraftigt ud efter flere ministre. Nu har Lene Espersen (K) fået nok og svarer igen på kritikken.
"Jeg forstår ikke, hvorfor Pia Kjærsgaard har et behov for at kritisere flere ministre. Jeg er helt uenig i kritikken, som skader regeringen. Den eneste, den gavner, er Helle Thorning-Schmidt," siger Lene Espersen til Politiken.
"Jeg ved ikke, hvad Pia Kjærsgaard har brugt sin sommerferie på, men jeg har brugt min på at udvikle politik, og det er det, jeg gerne vil fortælle om. Det tror jeg, at danskerne forventer af os. Den danske befolkning gider ikke høre på alt det ævl og kævl," mener de konservatives formand.
Ifølge den politiske kommentator Michael Kristiansen skyldes de mange udmeldinger fra Dansk Folkeparti, at de har noteret "lidt slingrekurs" i regeringen. Kristiansen vurderer, at det nu er op til Lars Løkke Rasmussen (V) at gyde olie på vandene.
"Alt det her viser, at der ikke er styr på tingene i regeringen. Han skal formulere sig, så han på den ene side får Pia Kjærsgaard til at holde op med at angribe sin regering og på den anden side undgår, at hun bliver sur. Og han skal have styr på sine ministre, så de ikke skaber de her pinagtige invitationer til DF om at træde ind i regeringen," siger han.