Liberal Alliance kan ikke levere, når det kommer til stykket.
Sådan var budskabet fra Lene Espersen (K), da partilederen i dag vendte tilbage til den danske politiske scene efter en sommer præget af debat om hendes arbejdsindsats og problemer i forhold til den nye, liberale konkurrent.
Det Konservative Folkeparti lancerede i dag et forslag om at droppe den i liberale kredse så forhadte iværksætterskat - et forslag Anders Samuelsen og Co. længe har råbt op om.
Men udenrigsministeren mener ikke, at hun er truet af Alliancen. Det fortalte hun ved partiets sommergruppemøde på virksomheden Foss i Hillerød.
"Jeg er meget skuffet over, at de kører kæmpe annoncer lige nu om, at de vil sætte skatten ned på arbejde. De kunne have sat skatten ned med 7,5 procent, men der skred de fra forhandlingerne," siger hun med henvisning til februars forhandlinger om skattereformen, som Anders Samuelsen forlod med ordene: "Det er bare ikke godt nok!"
Der er dog også overskud hos den konservative leder til at glæde sig over, at kravet om skattelettelser bliver bakket op af yderligere tre mandater.
"Frem for at være 17 er vi nu 20, der mener det samme. Det jeg bare vil fastholde, det er naturligvis, at hvis de tre mandater skal bruges til noget, så nytter det altså ikke noget, hvis de går (fra forhandlingsbordet, red.) når ubehagelighederne skal diskuteres," siger Espersen.
Under pressemødet slog partilederen også på, at de konservative har en over 100-årige historie, samt at partiet har et langt bredere partiprogram end Liberal Alliance.
Allerede i går skød Dansk Folkepartis nummer to, Kristian Thulesen-Dahl, med skarpt efter Liberal Alliance for ikke at ville levere besparelser i det statslige budget til at finansiere partiets mange forslag til skattelettelser.