Lene Beier og hendes mand drømmer om at flytte til Østrig med parrets børn og forfølge deres store drøm om et lille hotel.
Foreløbig må familien dog væbne sig med tålmodighed.
Før turen går sydpå skal familiens hus nemlig sælges og det er foreløbig ikke gået så nemt.
Det skriver sh.dk.
Ifølge ugebladet er boligen ellers sat ned i pris fra 15 millioner til 13,8 millioner kroner.
Den populære tv-vært er dog ikke nervøs, fortæller hun til ugebladet.
- Vi skal lige have solgt vores hus. Vi har kigget på tre steder, men vi kan først købe, når vi har solgt huset, siger hun til mediet og fortæller videre, at familien leder efter et sted i Tyrol nær et skiområde, hvor de går med drømme om at starte et hotel, som deres to drenge også skal være involverede i.
Det var tilbage i maj, at Lene Beier og manden Anders Beier pludselig afslørede, at de har planer om at flytte fra Dragør og bosætte sig i Østrig,
Lene og Anders Beier er forældre til Otto og Arthur på henholdsvis 11 og 14 år.
Familien drømmer om at kunne åbne et hotel i Østrig i sommeren 2024.