Der bliver disket op for 60 mennesker på hotellet i Alperne, men efter and og flæskesteg må gæsterne kigge langt efter gaverne under træet.
Juleaften hos Lene Beier er nemlig uden gaver.
De mange gæster får både god mad og endda musikquiz, men må ellers lade sig nøje med fællesskab og udsigt til sneklædte bjergtoppe.
Det fortæller den tidligere "Landmand søger kærlighed"-vært til herognu.dk og forklarer, at det ikke er nogen helt lille opgave at holde juleaften.
- Folk kommer for at holde deres juleferie, så det betyder meget, at vi er klar til det. Så der skal bages en masse julekager, der skal laves konfekt, pyntes juletræ og i det hele taget have pyntet op til jul. Vi går først i gang med selve julemaden, når gæsterne er der, siger Lene Beier til ugebladet.
Det er efterhånden et år siden, at Lene og Anders Beier åbnede deres familiehotel i Østrig, hvor de bor med deres to drenge.
Hotellet er fuldt booket i julen og Lene Beier afslører også, at mange af gæsterne fra sidste år er tilbage i denne jul.
- Hvis folk har gaver, så tror jeg, de pakker dem op på værelset. Det er i hvert fald ikke noget, der fylder på aftenen, og vi gør heller ikke noget ud af det. Det bruger vi ikke tid på, men vi har pakkeleg, siger Lene Beier.