En rigsretssag mod USA's præsident, Donald Trump, er uundgåelig og vil med stor sandsynlighed allerede blive afviklet i begyndelsen af det nye år.
Det vurderer Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i amerikanske studier ved Syddansk Universitet.
- Nu har demokraterne vurderet, at der er nok materiale til at indlede en rigsretssag.
- Så der kommer helt sikkert en rigsretssag, og vi kan godt regne med, at den kommer til at løbe i januar måned, siger han.
Torsdag meddelte formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, at hun har besluttet at gå videre med rigsretsprocessen mod præsident Trump.
Næste skridt vil derfor være at udforme konkrete anklagepunkter mod præsidenten.
Flere eksperter har tidligere spekuleret i, om det vil være et stort nederlag for Demokraterne, hvis de ikke får Trump afsat gennem rigsretssagen.
Det er Niels Bjerre-Poulsen ikke enig i.
- Det her er så klokkeklar en overtrædelse af præsidentens beføjelser, at det ikke kan undgå at skade præsidenten.
- Derfor mener jeg heller ikke, at Demokraterne har kunnet undgå at indlede en rigsretssag på baggrund af alt materiale og vidner, så det ville skade dem mere, hvis ikke de handler på det her, siger han.
Men den forestående rigsretssag vil ifølge Niels Bjerre-Poulsen ikke betyde, at Donald Trump bliver afsat.
- Der er meget små chancer for, at han bliver afsat.
- For at afsætte præsidenten kræver det, at to tredjedele af Senatets medlemmer skal stemme for at afsætte ham.
- Det betyder konkret - eftersom Republikanerne har flertal - at der skal være 20 republikanere, der skal stemme for at afsætte ham, og det er meget usandsynligt, siger han.
Niels Bjerre-Poulsen kan endnu ikke forholde sig til, hvordan en forestående rigsretssag vil påvirke Donald Trumps chancer ved næste valg.
- Det er meget svært at sige noget om, hvordan det kommer til at påvirke valget, fordi det afhænger af, hvordan sagen forløber – og selvfølgelig hvis der kommer et overraskende udfald.
Der er præsidentvalg i USA den 3. november 2020.
/ritzau/