Den amerikanske rapper A$AP Rocky, der er tiltalt for vold i Sverige, skal tirsdag for en dommer.
Retssagen skyldes, at A$AP Rocky, der har det borgerlige navn Rakim Mayers, i begyndelsen af juli blev anholdt i Stockholm.
Rapperen er mistænkt for at have overfaldet en 19-årig afghansk født mand, som han var i uoverensstemmelse med på åben gade 30. juni.
A$AP Rockys anholdelse fik USA's præsident, Donald Trump, til at skrive flere opslag på Twitter for at få hjælp af den svenske statsminister til at få rapperen løsladt før retssagen.
- Meget skuffet over statsminister Stefan Löfven for ikke at kunne handle. Sverige har svigtet vores afroamerikanske befolkning, skrev Trump i et af flere opslag på Twitter torsdag aften.
Trumps udtalelser om sagen fungerer primært som et svar til dem, der har diskuteret Trumps tidligere racistiske udtalelser.
Det mener Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i amerikansk politik ved Syddansk Universitet.
- Når Trump forsøger at få A$AP Rocky løsladt, er det primært et forsøg på at bevise, at han selv ikke er racistisk.
- Men Trump er implicit racistisk, når han tydeligt henvender sig til afroamerikanere ved at skrive "black community" i sine tweets, fordi det er underforstået, at A$AP Rocky er en af "deres", vurderer Niels Bjerre-Poulsen.
- Så det er ikke fordi, det er en amerikaner, der er i fængsel ifølge Trump. Det er fordi, det er en sort amerikaner, der er i fængsel i Sverige, tilføjer han.
Anholdelsen af A$AP Rocky har også fået flere kendte amerikanere til at ytre sig om at få rapperen løsladt.
Heriblandt kulturpersonligheden Kim Kardashian West og hendes mand, rapperen Kanye West, som har talt med Trump om sagen.
Den svenske møbelgigant Ikea er også blevet mærket af rapperens anholdelse i den svenske hovedstad.
Flere af A$AP Rockys fans opfordrer via de sociale medier til boykot svenske produkter og firmaer heriblandt Ikea.
Tidligere har en underskriftindsamling også fået store stjerner som Post Malone, Justin Bieber og Frank Ocean til at ytre deres støtte til rapperen.
Den svenske statsminister udtalte lørdag som et modsvar til Trump, at "alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande".
- Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole, sagde han i udtalelsen ifølge den svenske avis Expressen.
Også den tidligere svenske statsminister Carl Bildt har reageret på Trumps forsøg på indblanding.
I en klumme i den amerikanske avis Washington Post forklarer Bildt Trump om svensk retspraksis, og at den svenske statsminister ikke bare kan gå ind og kræve den amerikanske rapper løsladt, som præsidenten har opfordret til, skriver DR.
- Jeg var Sveriges statsminister, og nej, hr. Trump, jeg kunne heller ikke have sat A$AP Rocky fri, lyder overskriften på Bildts klumme.
Den 30-årige rapper har tidligere forklaret, at overfaldet skete i selvforsvar, da den 19-årige mand havde forfulgt og provokeret ham og hans følge.
Retssagen i Stockholm fortsætter 1. og 2. august.
/ritzau/